Havebloggen

Havebloggen

BIRGITTE HASHOLT - FORFATTER, FOREDRAGSHOLDER OG HAVESKRIBENT


Havebloggen er tilknyttet websitet BirgitteHasholt.dk. Her kan du følge min økologiske have, mit liv på landet og finde gode madopskrifter og nyttige tips om selvforsyning. Du er velkommen til at skrive til mig; hver en kommentar er kærkommen, jeg svarer, så hurtigt jeg kan.

Måtte du ønske at blive fast læser af bloggen og modtage Havebloggens indlæg i din mailboks, kan du tilmelde dig HER.

Rigtig hjertelig velkommen i mit haveunivers! Jeg håber, du vil lade dig inspirere, og at du vil få glæde af at følge med.

Tekst og fotos er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Havebloggen - nu i opdateret udgave!

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt tir, april 09, 2013 21:52:18
Kære læser


HAVEBLOGGEN ligger nu klar i nye omgivelser. Jeg håber, du fortsat har lyst til at læse om haven, få en masse gode råd, bruge mine madopskrifter og nyde underskønne havebilleder.

EMAIL-TILMELDING er tilføjet den nye blog. Email-tilmeldingen skal du bruge, hvis du gerne vil følge med - også selvom du er oprettet som fast læser på min gamle Haveblog, som du læser på siden her. Måtte du være i tvivl, så sig endelig til! Jeg hjælper gerne med at oprette dig som læser på den nye blog.

I mit første indlæg på min nye haveblog finder du også linket til en EN HELT NY OPTAGELSE TIL TV2/Fyn, som kom forbi i sidste uge for at få en udtalelse om haven til Nyhederne. Hele optagelsen er klippet sammen til et inspirerende indslag om forår i haven.

DU FINDER DEN NYE HAVEBLOG HER:

http://www.birgittehasholt.dk

De bedste hilsner og på gensyn!

Birgitte

  • Kommentarer(4)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post176

Solskin og ny blog i sigte

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt tir, marts 26, 2013 13:46:56

Vejret er det store samtaleemne, når folk mødes, ved købmanden, på de sociale medier - velsagtens også ved de forestående påskefrokoster; for vi undrer os. At forårets komme i den grad trækker ud er mærkeligt. Det er også ubelejligt, når vi hungrer efter at være ude i haven. Men da jeg i formiddags gik tur med mit energibundt – Tweed, den italienske trøffelhund, som ud over sydens solstråler elsker sne, tænkte jeg, at dét her må nydes. Det vil sandsynligvis vare mange år, før vi igen oplever solen skinne så ubestridt og længe på nyfalden sne; det sker kun i sjældne tilfælde, og det er nærmest kun muligt i marts.



Hvad haven angår, behøver den ikke at stå stille. I huset her er der så småt ved at være forspiringstrængsel, og jeg har usandsynligt mange, fine frø, der skal i gang. Det er livsbekræftende at følge de små planter, og jeg ser frem til at kunne flytte dem ud i drivhuset og ud i haven, når vejret pludselig vender til varmt med forår og sommer som fortegn. Udplantning er ikke lige om hjørnet, men det er en god idé at være klar; for eksempel med tomater. Der er mange slags, og en hel del findes hos mig, selvom det kun er et hjørne af markedet, for det omfatter virkelig et velassorteret sortiment. Årene lærer os, hvilke sorter der er bedst, men nye tilføjes hvert år programmet, hvis man er uendelig nysgerrig, når det gælder tomater. En særlig god tomat har i nogle år måttet vige til fordel for dugfriske eksperimenter, men i år er den med igen: Sungold. Jeg tror den tomat vendte op og ned på min forestilling om, hvor godt en tomat kan smage, og jeg glæder mig vildt til at sætte tænderne i den igen.



Tomaten er en lille cherrymodel, den er orange, ret nem at dyrke og i perfekt balance mellem syrligt og sødt. Vi er hoppet over i boldgaden med hybrider, så der kan ikke høstes frø af Sungold, til gengæld er planten meget sund. Om Sungold i løbet af sommeren får kamp til stregen af andre, nøje udvalgte tomatersorter bliver spændende at se. Det er i hvert fald noget, der skal skrives om. Og du kan følge med, når der skrives om alt mellem himmel og jord i haven herude på landet. Mine artikler udkommer i avisen, i magasiner og på Havebloggen. Sidstnævnte skal du blot være opmærksom på holder flyttedag. Der udkommer nemlig om ganske kort tid en ny, skøn haveblog fra min hånd, som du kan følge. Er du tilmeldt her, får du besked, når den nye haveblog udkommer, og du kan tilmelde dig den. Mit inderlige ønske er, at rigtig mange af mine faste læsere fra Havebloggen har lyst til at være med - og selvfølgelig, at nye kommer til.

Vil du være sikker på, at nyheden om den nye blog runder din mailboks, kan du, indtil den nye blog går i luften, stadig tilmelde dig den gamle haveblog HER eller sende mig en mail HER.

JEG HÅBER, VI ”SES”, NÅR MIN NYE, INSPIRERENDE BLOG OM HAVE, MAD OG ØKO-LANDLIV OM KORT TID UDKOMMER!

De bedste og varmeste havehilsner i forårsfrostvejr fra

Birgitte

FOTO: KIM AHM

  • Kommentarer(8)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post175

En overraskelse og en lille godbid!

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt fre, februar 08, 2013 21:26:52

Tusind tak for jeres fine kommentarer! Dejligt at et par af jer havde lyst til at dyrke den skønne, skønne chili. Nu er der trukket lod, og frøene er på vej til: Helga - Idéhaven.

Helga, jeg håber, du får rigtig meget glæde af chilifrøene.

Kh Birgitte



Som I ved, sad jeg den anden dag og bestilte frø. Allerede næste dag kom posten med to godt polstrede pakker spækket med alt mulig godt til haven. En af de chilier, jeg havde bestilt, var jeg en smule overrasket over at finde. For et par år siden dyrkede jeg sorten `Brazil Multicolor Acorn´– en ufattelig smuk, tætløvet chili med bedårende frugter og en rigtig god, mellemstærk smag. Og pludselig dukkede `Brazil Multicolor´op samme sted som aji amarilloen, jeg fortalte om i sidste indlæg her på bloggen. `Brazil Multicolor´ havde godt nok ikke `Acorn´ med i navnet, ikke desto mindre tror jeg, det er den samme, så den røg straks ned i det virtuelle indkøbsnet. Men til min overraskelse lå der to poser af brazil-multicolorchilien i pakken, da den ankom. Jeg var simpelthen kommet til at bestille dobbelt. Så mange frø har jeg ikke brug for, jeg vil meget hellere sende den dejlige chili videre til en af jer. Skriv til mig på havebloggens kommentar - senest søndag (d. 10. februar), så sender jeg i begyndelsen af næste uge det vildfarne frøbrev med chili Capsicum baccatum `Brazil Multicolor´ til en chili-interesseret læser.

Chili Capsicum baccatum `Brazil Multicolor Acorn´

Rigtig god weekend fra

Birgitte

FOTO: KIM AHM

  • Kommentarer(6)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post174

Drømme, længsler og lys

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt ons, februar 06, 2013 14:45:42

Der er kommet mere lys over land, og det er rigtig dejligt. Pludselig er det som at få lidt mere tid. Drømme, længsler og lys - og det, at vi har mulighed for at gøre noget eller simpelthen vælge at gøre noget helt andet, er med til at gøre os lykkelige. I lykkelighedsfeltet kan haven være med. Den er på mange måder drømmenes land - et sted, vi kan indrette præcis, som vi har lyst til og et brændpunkt for idéer. Og mon ikke idéerne er begyndt at spire? Her hos mig er der gang i frøbestillingerne. Der kommer frø fra nær og fjern samtidig med, at jeg tjekker lageret fra sidste år og gennemgår alt det, jeg selv har høstet frø af. Mit fokus ligger lige nu på chili, der udmønter sig i stærk sanselighed og smag. Chili kan man netop selv tage frø af, og heldigvis har jeg høstet frø af en rigtig god slags.



'Habanero Dulche' Capsicum chinense er en ret mild, eksotisk og frugtagtig chili med en smag, der betegnes som fersken, mango og mandarin. Jeg vil rigtig gerne have den med i år, men den er ikke altid let at få fat i, så en pose med temmelig mange selvhøstede frø giver næring til drømmen om sensommerhøst af habanero. Det skal lige indskydes, at chilifrø opbevaret tørt, mørkt og køligt kan holde sig i cirka tre år. Mine habanero-dulche-frø er lige omkring udløbsdatoen, men jeg håber inderligt, at små, grønne spirer bryder frem.


En anden chili på ønskelisten er `Aji Amarillo´. Chilien har været kendt i Peru siden tidlig inkatid, og aji-chilierne hører til Capsicum baccatum-sorterne, som er en vigtig ingrediens i det sydamerikanske køkken. Amarilloen bliver blandt andet brugt frisk til citrusmarinerede skaldyrs- og fiskeretter. `Aji Amarillo´ har været dyrket side om side med andre chiliplanter i mit drivhus, og den er produktiv. Til gengæld har jeg ikke været vaks til at gemme såsæd af `Aji Amarillo´, men frø er fundet på Fuglebjerggård, og jeg glæder mig til igen at lægge drivhus til den skønne, gule chili sprængfyldt med god aroma – jeg tror, mine gryder vil strutte af lykke.

FOTO: KIM AHM

  • Kommentarer(4)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post173

Ude på landet

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt lør, februar 02, 2013 12:28:22

`I wish I had a little house - out in til country…´ - det danske rockband `The Sandmen´ synger - og jeg smiler. Måske en smule overbærende for tiden, for her (ude på landet) er det drivende vådt! Når sne i de mængder, vi lige har haft, smelter, er der tale om en syndflod. Alle dræn og kanaler står den ultimative prøve. Til gengæld var det smukt, imens snedynen hvilede tungt, og frosten frysende bed. For at nævne et par af de mere hjertegribende oplevelser, bød skovbrynet en blikstille morgen på en fuldvoksen dåbuk med en imponerende opsats højt hævet mellem de sneklædte stammer, og en håbefuld, kniplingehvid svaneflok strakte hals og tog snadrende ophold i sneen ved den næsten tilfrosne skovsø. Sådan er det som sagt ikke mere, det er nærmere ”VANDVITTIGT”. Havde vi ikke haft den højtliggende mark på bakken at lukke dyrene ud på, måtte Noahs Ark hidkaldes til gederne. Og det må gerne snart blive forår. Det må meget gerne snart begynde at blomstre udenfor mine sprossede ruder - her ude på landet.

Men haven står ikke stille. Der skrives om den hele året, og i køkkenet har jeg travlt med at frembringe de landlige madopskrifter, der ledsager nogle af mine artikler. Ind imellem må man bare gribe dagen, og det gjorde min fotograf og jeg for nylig. Vi har i en rum tid haft en krævende opgave liggende, som kun måske kunne løses. Der skulle være sne på, og det skulle være ualmindelig skønt vintervejr. Sådan blev det, og haven, vi besøgte, var vidunderlig. Den folder sig ud i sin fulde længde i et dansk magasin; præcis hvornår, må jeg annoncere på et senere tidspunkt. Her zoomer vi ind og løfter forsigtigt en lille flig af sløret - kan du fornemme, at vi har fat i noget stærkt stemningsfuldt? Jeg håber, du må få en rigtig dejlig weekend. Jeg skal bruge min på at så de allerførste frø, som du selvfølgelig kommer til at høre nærmere om.

FOTO: KIM AHM

  • Kommentarer(2)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post172

Den første frost

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt man, oktober 29, 2012 23:32:37

Vi har haft nogle dage med frostvejr. Vinterlige tilstande om natten og smukke morgener, som åbenbarer et sølle syn i georginebedet, men ellers bibringer inderligt smukke formationer af rimfrost. Himlen er høj, når man vågner til sådan en dag, og skyer damper ud af munden, når den varme ånde rammer kold luft og krystalliserer.


For få dage siden var jeg i Tøndermarsken for at se stærene som sort sol på himlen, og jeg har skrevet om vildgæssene, der flyver henover skovløberhusets tag – mon ikke alle er taget afsted nu. Det hele er jo kønt, og det er ikke skræmmende endnu. Men vinteren er uendelig, og den tanke kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Af samme grund kom jeg til at tænke på, hvad der kan opmuntre, når vi ikke længere har et fint flor i haven. Og jeg kom til at kigge på min røde vandkande, som står og blomstrer på terrassen. Farver tænkte jeg, fine farver på de ting, vi omgiver os med. Og rød er en af dem. Livgivende, styrkende, frembrusende og ilter og rigt repræsenteret i naturen på tærsklen til november. I dag er der blevet lavet mad med æbler – og en opskrift til en artikel. Når jeg kan, vil jeg dele den med jer. Hønsene fik forresten alle skræller - og en smule havregrød fra i morges.

  • Kommentarer(4)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post170

En helt tilfældig søndag

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt ons, oktober 24, 2012 00:30:10

Weekenden havde sænket sig, og jeg måtte stikke snuden i nogle papirer samtidig med, at løglæggeren – den smarte, hvormed man med et snuptag får lagt blomsterløg - nærmest skreg efter mig udenfor. Hvor ville jeg bare gerne ud og putte forårsoverflod i jorden. Pludselig bankede det på døren. Læsebrillerne var rutsjet ned på næsetippen, og dørhammerens pludselige aktivering kom bag på mig. På tærsklen stod en ukendt kvinde. Hun var kommet forbi i et haveærinde; som sagt ikke ventet, men det var fint - hyggeligt i det små. Som det sker, når man har et udgangspunkt lige til højrebenet, fandt vi hurtigt fodslag, og jeg fik en flig af hendes historie. Det pudsige ved haven er, at den så ofte rummer mere end jord, frø og blade. Med ét står man med et andet menneskes passion og hører om livets valg, håb og drømme. Det er fantastisk – det hele udsprang jo bare af en snak om haven på en helt tilfældig søndag.

Hvilken vej følger du nu, hvor det er blevet efterår?

  • Kommentarer(2)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post169

Få spiredygtige frø af dine tomater

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt fre, oktober 19, 2012 15:28:26

Gæssene har travlt med at trække sydover. De er på himlen hver dag over skøvløberhusets tag - mest om morgenen, og lige inden solen går ned. Selvom det pludselig er blevet lunt, lader vildgæssene sig ikke forvirre. De vil derhen, hvor der er varmt, og foran dem kan ligge tusinde kilometers flyvning i et stræk. Når gæssene er på vej i den karakteristiske kile om efteråret, kommer jeg altid til at tænke på drengen, der sammen med sine forældre boede i et hvidkalket bindingsværkshus i Skåne. På ryggen af gårdens Morten gås tager Niels Holgersen i skikkelse af en lille nisse og vel ikke større end en tommeltot på en lang og begivenhedsrig rejse gennem Sverige sammen med vildgæssene. Lige inden afrejsen på ryggen af den tamme gase, opdager Niels, at han kan forstå dyrenes sprog. Blandt de første, han hører tale, er hønsene, og han synes, deres snak er utålelig.


I min have glider arbejdet lettere i det gode vejr, og omkring mine fødder klukker hønsene, så jeg ikke er i tvivl om, at de er tilfredse. Drivhuset er stadig proppet med planter. Chilierne rækker mod nye højder, men med tomaterne går det ned ad bakke. I naturen ville de dratte til jorden og gå i forrådnelse for derefter at være klar til at spire. Her skal planterne ud, men processen med opløsning kan bruges, hvis vi lige når at snuppe et par af de fuldmodne frugter. I samme ombæring svarer jeg på et spørgsmål, som blev stillet på kommentaren til det foregående indlæg: Hvordan tager man bedst frø at sine tomater?

SPIREDYGTIGE TOMATFRØ


Først og fremmest gælder det om at bruge tomater, som ikke er hybrider. Med hybriderne bliver resultatet helt uforudsigeligt. Metoden gælder de stabile sorter, og man vælger de bedste, fuldmodne tomater med sortens typiske træk. Gør dem klar ved at skylle og tørre dem af.

Skær derefter et kryds i tomaten i den modsatte ende af stilkenden og klem saft, gelé og kerner ud i en lille skål eller kop. Klem gerne indmaden ud af flere tomater af samme sort og lad ”tomatsuppen” stå indtil overfladen er dækket af mug. Processen, hvor tomatfrøene gærer, kaldes fermentering. Metoden giver et godt resultat med mange spiredygtige frø samtidig med, at man undgår en del af de frøborne sygdomme. Pas på, at massen ikke står for længe, så begynder frøene at spire.

Når "tomatsuppens" overflade er dækket af mug, hældes hele herligheden i en sigte, og tomatfrøene spules og vaskes rene. Læg derefter frøene til tørre i nogle dage på et kaffefilter i almindelig stuetemperatur. Frøene skal ligge godt spredt ud – vend dem et par gange, så de ikke klistrer fast.

Opbevar frøhøsten forsvarligt for at bevare spireevnen. Frøene skal være tørre, inden de pakkes væk. Lufttæt opbevaring er bedst, da en vis vandmængde i frøet skal bevares, uden at frøet optager yderligere vand fra luftens fugtighed. Det er en grundregel, at frø skal opbevares tørt, mørkt og køligt. Tomatfrø kan ved korrekt opbevaring holde sig spiredygtige i mindst 4 år.

FOTO AF TOMATER: KIM AHM

  • Kommentarer(8)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post168
Næste »