Havebloggen

Havebloggen

BIRGITTE HASHOLT - FORFATTER, FOREDRAGSHOLDER OG HAVESKRIBENT


Havebloggen er tilknyttet websitet BirgitteHasholt.dk. Her kan du følge min økologiske have, mit liv på landet og finde gode madopskrifter og nyttige tips om selvforsyning. Du er velkommen til at skrive til mig; hver en kommentar er kærkommen, jeg svarer, så hurtigt jeg kan.

Måtte du ønske at blive fast læser af bloggen og modtage Havebloggens indlæg i din mailboks, kan du tilmelde dig HER.

Rigtig hjertelig velkommen i mit haveunivers! Jeg håber, du vil lade dig inspirere, og at du vil få glæde af at følge med.

Tekst og fotos er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Spirende haveglæde

Opskrifter med græskarOprettet af Birgitte Hasholt lør, februar 12, 2011 10:26:51
At stå op til en smuk, frostklar, lørdag morgen er skønt. Og selvom det er koldt i dag, peger kalenderen i den rigtige retning; der er faktisk kun få dage til forår. Det betyder ikke, at det for alvor er tid til at gå i gang med haven. Men solen vil langsomt få mere magt og dagene bliver støt og roligt fyldt med mere lys. Spørgsmål fra haveejere, som står overfor en ny sæson, løber flittigt ind og vidner om, at haveglæden spirer. I går fik nogle af disse spørgsmål mig til at tænke på mit første år som haveejer. Det var næsten overvældende at stå overfor alle de muligheder, haven kunne byde på. Pludselig var der frit valg på alle hylder, og hvor skulle jeg ende og begynde? At komme godt fra start er afgørende for den fremtidige haveglæde. Derfor er det en stor fornøjelse at kunne hjælpe håbefulde haveejere på vej, så de får mest muligt ud af deres projekt.


Kan du lide høns? Se charmerende prints på: www.zuccazu.com

Et af mine yndlingsmagasiner - det engelske Country Living - lå i min postkasse her til morgen. Som altid med en "catchy" overskrift - denne gang: Live the good life. Og selv om indholdet i magasiner og bøger et stykke hen ad vejen er formidling af drømme, er det vel dét, det hele handler om - også når det gælder haven, uanset om den er stor eller lille eller ligger på landet eller i byen. Og mange drømme, især dem, der hidrører haven, ligger i øvrigt indenfor rækkevidde. Selv havde jeg et brændende ønske om at holde høns i baghaven, da vi flyttede på landet. Du kan også lade dine drømme få frit løb og husk: Du kan stille spørgsmål på Havebloggen!

Græskarsuppe som senvintermad

Har du stadig et vintergræskar på lager, kan det passende bruges til en suppe, som er perfekt senvintermad. Jeg har brugt et af de dråbefromede, orange Hokkaido-græskar, der også er at finde på supermarkedets hylder. Denne suppe plejer at falde i både børn og voksnes smag.

1 stk. Hokkaido-græskar

1 stort løg

3 spsk. olivenolie

Cirka 3/4 liter urte- eller grøntsagsbouillon

2 spsk. flødeost naturel

salt og peber

Skær græskarret midt over og skrab kernerne ud med en ske. Skær det yderste lag af græskarskrællen af med en skarp kniv, skrællen skal ikke bruges. Skær løg og og græskarkød i tern. Svits løg og græskar i olivenolie i en gryde. Tilsæt 1/2 liter bouillon og lad græskarstykkerne simre, til de er møre, det tager omkring 15 min. Tilsæt flødeost og lad suppen koge i yderligere 5 minutter. Blend suppen og spæd op med bouillon, til konsistensen er passende. Giv suppen et kort opkog og smag til med salt og peber. Server suppen rygende varm, pynt evt. med cremefraice og persille og nyd den med godt brød til.

FOTO: KIM AHM





  • Kommentarer(5)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post51