Havebloggen

Havebloggen

BIRGITTE HASHOLT - FORFATTER, FOREDRAGSHOLDER OG HAVESKRIBENT


Havebloggen er tilknyttet websitet BirgitteHasholt.dk. Her kan du følge min økologiske have, mit liv på landet og finde gode madopskrifter og nyttige tips om selvforsyning. Du er velkommen til at skrive til mig; hver en kommentar er kærkommen, jeg svarer, så hurtigt jeg kan.

Måtte du ønske at blive fast læser af bloggen og modtage Havebloggens indlæg i din mailboks, kan du tilmelde dig HER.

Rigtig hjertelig velkommen i mit haveunivers! Jeg håber, du vil lade dig inspirere, og at du vil få glæde af at følge med.

Tekst og fotos er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Prikken over i´et i det orientalske køkken

Opskrifter med bælgfrugterOprettet af Birgitte Hasholt søn, december 04, 2011 17:48:26

Det er tæt på gåsesteg og sukkerkogte, halve æbler med gelé. I går var jeg til julemarked. Et meget stemningsfuldt ét af slagsen. Med hjem bragte jeg en skøn lygte, som kaster lys ud i det buldrende mørke, og et kalenderlys. Pia, som tog imod betaling, bemærkede det talbesatte stearinlys - vi har jo passeret d. 1. - og hun indskød en bemærkning om, at det da ikke kunne være rigtigt, at mit hjem ikke allerede havde et tændt kalenderlys, når nu vi skrev d. 3. december. Og ganske rigtigt, hun kender mig godt nok til at vide, at jeg elsker jul – og jo, kalenderlyset var bare så fint, at jeg måtte eje ét ekstra.



Julemaden er et kapitel for sig. Da vi flyttede ind i skovløberhuset, strømmede en varm velkomst fra naboerne rundt omkring på gårdene os imøde, og min genbo Leif lærte mig at stege gås. Langsomt, så fuglen bevarer saft og kraft. Min mor har lært mig at frembringe smeltende, sukkerkogte æbler med hjemmelavet ribsgelé, og min kære onkels sovs efterligner jeg, fordi han er gourmet. Men dagens skriverier handler i virkeligheden ikke om julemad, men om en anden ”ret” – et tilbehør, som jeg ”samlede” op for længe siden. Historien og opskriften kommer her. Den begynder på et loft, hvor der ikke huserede en hyggelig, rødhuet nisse, men derimod en dejlig mand!



I begyndelsen af halvfemserne flyttede jeg til København – ind til min kæreste, som boede på et gammelt tørreloft på Nørrebro. Her havde han sat en lille lejlighed i stand med tilhørende lillebitte altan. Altanen var grå, da jeg flyttede ind, men en dag svingede jeg penslen, og da min kæreste kom hjem, var resultatet solgult. Det begrænsede udested blev det mest skattede for mig. Jeg plantede min første have dér i en enorm altankasse og et par krukker, og på 5. sal kunne vi kigge ud over byens tage og nyde duften af blomster og urter. At bo i det pulserende hjerte af København var en omvæltning, men jeg fandt hurtigt ud af, at vores kvarter var et stykke by for sig. Her var der små forretninger, hvor man handlede og dermed kom flere gange om ugen. Slagteren havde de møreste bøffer og et lokale med blanke, hvide fliser. Var der mere end fem foran disken, stod man som sild i en tønde! På et hjørne boede en grønthandler. Her solgte to brødre fra Tyrkiet FRISK frugt og grønt. I butikken kunne man købe hjemmelavede specialiteter, og brødrene spurgte en dag, om jeg ville smage. Det var første gang, hummus ramte mine smagsløg.



Siden har hummussen fra grønthandlerhjørnet stået i min bevidsthed som den bedste. Jeg har lavet noget lignende utallige gange, men tænkt, at havde jeg bare haft de tyrkiske brødres opskrift! Det har jeg ikke, men jeg har forskellige andre; blandt andet en meget sund udgave, som smager fortræffeligt tilsat citronskal og mynte. Selvom vi skruer op for julestemningen og mine to kalenderlys smelter ned dag for dag, er det så mildt, at vi stadig kan plukke mynte. Hvis du vil frembringe et aromatisk krydderi af mynte fra haven blandet med citronskal, skal du bruge en økologisk citron. Om sommeren tørrer jeg gerne en masse mynteblade og citronskal og hakker det til et krydderi, der kan gemmes og være prikken over i´et i mange retter. I den søde juletid er det en påmindelse om den varme, vi må vente på længe endnu.

Hummus

400 g kogte kikærter - kikærter blødes ud (natten over 10-12 timer), vandet hældes fra, og kikærterne koges i et nyt hold let saltet vand.

2 spsk tahini

3dl youghurt naturel 0,1%

saft af 1 citron

skal (fintrevet eller finthakket) af 1øko-citron

mynte efter behag

2 fed hvidløg

cirka 1 1/2 tsk. havsalt

Kør de kogte kikærter, tahini, youghurt, citronsaft, citronskal, mynte og hvidløg godt igennem på køkkenmaskinen. Smag til med salt.

Sundhedstip

Spiser du kikærter, får du godt med proteiner og mineraler. Mynte fremmer fordøjelsen. Citroner indeholder antioxidanter og C-vitamin.


  • Kommentarer(9)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post129

Fødselsdagsbrunch med bønner

Opskrifter med bælgfrugterOprettet af Birgitte Hasholt man, september 26, 2011 22:55:03


Frederikke er sensommerbarn, og i går fejrede vi, at hun netop er fyldt 10. Brunchmenuen bestod af alt godt fra haven og dertil hjemmebagt, langtidshævet brød; drysset med lidt forskelligt såsom græskarkerner, birkes og nigellafrø. Da vi slagtede geder i foråret, blev der udover stege frembragt rullepølse, spegepølse og nogle forrygende grillpølser; sidstnævnte blev ved fødselsdagsselskabet serveret med røræg og min frie fortolkning af baked beans.



Tomat-tilbehøret med bønner er supernemt at gå til i min version. Det er de fuldmodne bønnefrø fra bønner beregnet til tørring, jeg bruger til retten. Yndlingsbønnerne er den italienske `Borlottobønne´ og den meget smukke, gamle sort `Rød Calypso´, som kan tilbagedateres til 1828. Når disse bønner høstes modne og friske, skal de ikke udblødes, men blot koges møre i saltet vand. Husk i øvrigt at både disse bønner og grønne bønner er giftige i rå tilstand, de skal altid koges helt møre. Mens bønnerne koger, laver jeg en tomatsauce bestående af aromatiske tomater fra drivhuset, skalotteløg, rosmarin, chili, havsalt og friskkværnet peber. Finthakkede skalotteløg og chili steges let i god olivenolie, tomaterne (skåret i passende stykker) tilsættes, og saucen smages til med havsalt og peber. En lillebitte smule hvid balsamicoeddike kan gøre underværker i tomatsauce - altså: mangler den det sidste pift så prøv det. Tomatsaucen skal stå og simre, til den har en god konsistens og kraftig smag, derefter tilsættes de møre, kogte bønner, som koger med i tomatsaucen i et par minutter.



Det blev et dejligt måltid i hyggeligt selskab. Lattermusklerne blev grundig rørt, og vi fik nydt det gode vejr. Skønt at september ender med at smile sødt til os, der hungrer efter solstrejf og har sendt bønner af sted i håb om blå himmel. Og skønt at vejret holdt i dag med, hvor søde Hanne Frette fra Fyens Stiftstidende smuttede forbi med sin fotograf for at få et interview til `Bo Godt´ om livet på landet og om mit syn på selvforsyning og mad.

FOTO: KIM AHM




  • Kommentarer(4)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post109