Havebloggen

Havebloggen

BIRGITTE HASHOLT - FORFATTER, FOREDRAGSHOLDER OG HAVESKRIBENT


Havebloggen er tilknyttet websitet BirgitteHasholt.dk. Her kan du følge min økologiske have, mit liv på landet og finde gode madopskrifter og nyttige tips om selvforsyning. Du er velkommen til at skrive til mig; hver en kommentar er kærkommen, jeg svarer, så hurtigt jeg kan.

Måtte du ønske at blive fast læser af bloggen og modtage Havebloggens indlæg i din mailboks, kan du tilmelde dig HER.

Rigtig hjertelig velkommen i mit haveunivers! Jeg håber, du vil lade dig inspirere, og at du vil få glæde af at følge med.

Tekst og fotos er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Der er mad derude

Opskrifter med rodfrugterOprettet af Birgitte Hasholt fre, november 18, 2011 13:13:14


Der er stadig mad derude, og vi behøver ikke at spekulere på, om der kommer kød på bordet. Hverdagene er fredelige, men her på tærsklen til weekend ved jeg, at i morgen - blot et par skridt fra min dør - støder jeg på en jæger. Sådan er det hver weekend for tiden. Ind imellem er de så stille, at jeg bliver helt forskrækket. Skuddene går selvfølgelig ikke af om ørerne på os, sådan noget er der regler for. Og dumper der et dyr ned på min jord, er der også regler for det. Så taler vi i princippet om mit bytte, men jeg går selvfølgelig ikke og holder øje med den slags. Hvis jægerne ikke kan styre fugleflugten, plejer de at komme med en portion vildt af sig selv. På den måde kan vi sætte steg på bordet uden at løsne et skud og nyde det vildt, der altid bliver en god sovs af. Tilbehøret i øvrigt er havehøst. Pillede kartofler, bønner og fx en relish af rødløg og rødbeder. I rækken af rødbedeopskrifter en den god at tilføje. Den er nemlig nem at lave og lækker til stegeretter, som vi skruer op for i den kommende tid – ikke mindst til jul.

Rigtig god weekend i det milde vejr!



Rødbederelish

1 stort rødløg skåret i tynde skiver

1 mellemstor rødbede skåret ud i små tern

1 spsk rørsukker

3 spsk balsamicoeddike

lidt olivenolie

1 knsp salt og peber

Sauter løgringene i lidt olivenolie. Tilsæt rødbedetern og de øvrige ingredienser og lad det hele koge ind. Rødbederelish serveres afkølet og smager godt til retter med kød.

Jeg må i øvrigt takke for mails, hilsner og alle de gode tilbagemeldinger, mine opskrifter har ført til den seneste tid. Det er virkelig berigende, at det bringes for mine ører, og jeg glæder mig over, at opskrifterne med alt det gode fra haven fungerer i andre køkkener end mit. Af samme grund arbejder jeg på, at det bliver nemmere at finde opskrifterne. Se i højre side af menuen på denne side – nu med lidt flere kategorier. Der bliver ydermere ganske snart tilføjet en kategori med planteproblemer. Jeg er blevet spurgt om dette og finder det yderst relevant at dele viden og gode råd om de udfordringer, der ind imellem giver haveejeren en rynket pande.

Brænder du for din blog, og læser du med herinde, kan du skrive til mig på mail@birgittehasholt.dk - og jeg vil fluks besøge din dejlige blog og med stor glæde føje den til listen på Havebloggen.

MADFOTO: KIM AHM

  • Kommentarer(5)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post120

Godt nyt om en kage!

OpskrifterOprettet af Birgitte Hasholt lør, november 05, 2011 09:49:13

I et interview for nylig skulle jeg komme op med en kage. Egentlig blev der forespurgt om en opskrift på æblekage, men der er blevet bagt, eksperimenteret og fotograferet så meget med æbler den seneste tid, at jeg i den grad trængte til forandring. Og det skulle være med en yndlingsgrøntsag fra haven: GULE, RØDE OG HVIDE RØDBEDER! Mørk, mørk chokolade og rødbeder går godt i spænd, og for et øjeblik blev al energi kastet i at lave en kage med de to ingredienser. Kagen udviklede sig i den helt rigtige retning og fik en virkelig tæt og lækker smag plus en guddommelig konsistens. Kagen endte i avisen, og der løber godt nyt ind. Den bliver bagt derude og vejer tungt på vægtskålen af velsmag. Selvom rødbede er en af hovedingredienserne, er der ikke tale om helsekost. Jeg går ikke så højt op i at tælle kalorier i det søde hjørne af mit køkken, men satser på de bedste råvarer og på, at kager og desserter skal smage ekstraordinært godt . Og det gør de alternative rødbede-brownies. Jeg håber, du også har lyst til at prøve opskriften på en novemberdag, der kan nemlig stadig høstes rødder i haven. Et godt tip er at bruge rødbede-brownies til dessert med cremefraiche eller lidt vaniljeis til. Skal du lave gæstemad, kan bageprojektet afsluttes i god tid, før det banker på døren, så timen, inden gæsterne ankommer, bliver knap så hektisk. Rigtig god lørdag til dig - og god bagelyst! Her er der jagt i dag, så vi kan ikke komme i skoven, men i det dejlige vejr bliver det skønt med lidt veloplagt og livgivende efterårsarbejde i haven - også selvom det ind imellem brager i baggrunden!



Chokolade og rødbede-brownies plus et bagetip

Rødbeder kan bruges i kage på samme måde som gulerødder. I denne opskrift giver rødbederne de rigtsmagende chokoladebrownies en lækker, ”svampet” konsistens. Et godt efterårsbagværk til te, kaffe eller dessert; evt. serveret med lidt cremefraiche eller vaniljeis til.

250 g blødt smør

250 g lyst rørsukker

200 g rå rødbede revet helt fint (både gule, røde og hvide rødbeder kan bruges)

250 g smeltet, mørk chokolade af god kvalitet med højt kakaoindhold – gerne 85%

4 små æg (eller 3 store)

150 g mel

2 tsk. bagepulver

2 tsk. vaniljesukker

¼ tsk. fint havsalt

Rør smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen – pisk grundigt og lad hvert æg blive optaget helt, inden det næste kommes i. Tilsæt den smeltede chokolade. De tørre ingredienser blandes og røres i den piskede masse med let hånd. Tilsæt fintrevet rødbede og hæld dejen i en form (ca. 22x28 cm) beklædt med bagepapir. Bag kagen ved 170 grader til den er gennembagt – regn med ca. 45 minutter, men tjek med en gaffel i midten af kagen. Den afkølede kage skæres ud i firkanter.

BAGETIP: Har ingredienserne samme temperatur – stuetemperatur - når du bager, opnår du det bedste resultat.


Som noget nyt kan du i højre spalte på denne side finde min BLOGROLL. Brænder du for din blog og læser du samtidig med herinde så lad os udveksle links, og jeg vil fluks og med stor glæde føje din dejlige blog om hverdagsliv og haveinteresser til min blogroll på `Havebloggen´. Skriv dit link i kommentaren eller send det til mig på: mail@birgittehasholt.dk

FOTO: KIM AHM






  • Kommentarer(14)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post117

Gæstebloggen: Opskrift på gulerødder

Opskrifter med rodfrugterOprettet af Mona Ibsen lør, september 24, 2011 16:38:06
Her er en opskrift på gulerødder, som alle, jeg har serveret den for, kan lide. Den er inspireret af Camilla Plum, men jeg har lavet min egen version.


Gulerødder flækkes på langs, eller hvis de er små, forbliver de hele.


Kommes i godt saltet, kogende vand 1/2 minut. Tag op med hulske og genbrug vandet til noget andet grønsagsværk samme dag.


Lige dele olivenolie, acaciehonning og citronsaft kommes på en pande. Varm op og rør rundt.


Kom gulerødderne på panden, dæmp varmen. Drys temmelig meget timian på eller lad ca. 10 stilke timian simre med. Vend rundt. Efter ca. 5 minutters tid, kommer man 15-20 groft revne basilikumblade på. Vend rundt.


Bliver panden for tør, så hæld mere olie og honning på.


Når gulerødderne er brungyldne og karamelliserede, er de færdige, ca. 10-15 minutter.


Pres et eller 2 fed hvidløg over rødderne og drys hakket bredbladet persille over. Salt og peber kværnes henover.


Vend godt rundt og server.

  • Kommentarer(2)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post108

Bredskygget sommerhat og skybrud

Opskrifter med rodfrugterOprettet af Birgitte Hasholt fre, juni 10, 2011 23:31:37



Efter mange dage iført min meget, bredskyggede stråhat, kom der pludselig regn. Jeg nyder dagene, hvor vi bare går ud fra morgenstunden og ikke behøver at tænke på andet end at beskytte os mod solen. Men haven trængte til vand - og ja, det kom der. I rigelig mængde og med det til følge, at alt sugede til sig og nu strutter. Jeg holder nok aldrig op med at blive overrasket over, hvor hurtigt det kan gå med planterne i juni. Får de vand, varme og næring går det hele bare så stærkt. De første radiser høstede jeg her til aften. De er lige tilpas i størrelsen og meget sprøde og lækre. Jeg holder af at dyrke dem med mild smag, men kan i det hele taget godt lide at eksperimentere. Med en blanding af forskellige sorter får jeg THE LOOK! Flotte, overraskende farver, som gør det til en fornøjelse at bringe de små rødder ind i køkkenet og lave noget lækkert. Et par nyheder i år er `Old Gold´, der, som navnet antyder, har en meget smuk, gylden farve og `Red Head´, som er hvid med let rødmende skulder. Sorten `Purple´ er fuldstændig violet uden på, men har som de fleste radiser et snehvidt indre. Jeg glæder mig til at fortsætte høsten de næste dage og frembringe retter med friske radiser. En sprød pizza med radiser og rucola kunne det sagtens blive til i pinsen. Rugbrød med de nye kartofler, som står høstklar, er også oplagt og kan gøres ekstra spændende med radiser i tynde skiver og en god skefuld frisk gedeost. Alt sammen nem mad, som ikke tager lang tid at tilberede. Og det er godt! Haven kræver en indsats; vi må tage en tørn med ukrudtet, som har fået optimale vilkår efter gårsdagens gigantiske gang sommerregn. Jeg ønsker jer dejlige fridage forhåbentlig fyldt med pinsesol. FOTO: KIM AHM


Sprød pizza Margherita med rucola og radiser

2 stk.

3 dl lunkent vand

1/4 pakke gær

1 spsk olivenolie

1/2 tsk. salt

300 g hvedemel (italiensk tipo 00-mel giver et rigtig godt resultat)

100 g durumhvedmel

Rør gær ud i det lunkne vand. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen grundigt. Har du en røremaskine, så brug den. Lad dejen hæve i tre timer. Del derefter dejen i to portioner og rul den meget tyndt ud til to pizzabunde. Læg bundene på en bageplade med bagepapir. Kanten på pizzabundene pensles med olivenolie og bundene smøres med en god tomatsauce og drysses med revet ost. Bag pizzabundene sprøde og gyldne ved 250 grader. Den færdige pizzabund toppes med parmaskinke, friske rucolablade, radiser i tynde skriver og høvlet parmesanost. Et dryp krydderurte-dressing tilberedt af god olivenolie, hvid balsamicoeddike og finthakkede krydderurter sætter prikken over i´et.


Højtbelagt kartoffelmad med frisk gedeost, radiser, rødbladet basilikum og en dusk kruspersille



  • Kommentarer(5)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post83

Regn og nøgne grene

Opskrifter med rodfrugterOprettet af Birgitte Hasholt fre, november 12, 2010 22:18:20

Det har været afsindig regnfuldt og ikke særlig spændende at bevæge sig ud i haven i dag. Og dog mærkede jeg en snert af spænding, da bilen trillede ned ad vores regnvåde markvej på vej mod weekend. Lige inden jeg nåede indkørslen, fangede min opmærksomhed et opslag på skiltet, som afstikker de almindelige retningslinjer for færdsel i skoven. Som nærmeste nabo måtte jeg naturligvis orientere mig. Det viste sig, at der har været krybskytter på spil. Med ét fløj mine tanker 3 årtier tilbage. Til dengang jeg læste pigeromaner om dyrlægedatteren, der brugte fritiden flittigt i skoven. Jeg slugte de bøger med både sjove, dramatiske og spændende oplevelser og altså også en episode med krybskytter. Mens jeg steg ud af bilen og gik hen over gårdspladsen, kredsede en flok sorte krager på den grå himmel over de mørke, nøgne grene, som karakteriserer skoven efter de seneste dages blæst. På stående fod besluttede jeg, at aftensmaden skulle være en varm vintersuppe med jordskokker.

Jordskoksuppe

200g rensede og skrællede jordskokker

200g skrællede kartofler

1 fed hvidløg

2 spsk rapsolie

5 dl vegetabilsk bouillon eller hønsefond

1/2 dl letmælk

salt

peber

frisk timian

1 rødløg

Jordskokker, kartofler og hvidløg skæres i tern og sauteres i olien i en gryde. Tilsæt 3 dl bouillon og lad retten simre til grøntsagerne er møre. Blend grøntsagerne med væden og tilsæt yderligere 2 dl bouillon og mælk. Kog suppen og smag til med salt, peber og timian. Skær rødløget i tynde skiver og rist dem på en pande med lidt rapsolie. Pynt suppen med de sprødstegte løgringe. Spis godt brød til.

  • Kommentarer(1)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post21