Havebloggen

Havebloggen

BIRGITTE HASHOLT - FORFATTER, FOREDRAGSHOLDER OG HAVESKRIBENT


Havebloggen er tilknyttet websitet BirgitteHasholt.dk. Her kan du følge min økologiske have, mit liv på landet og finde gode madopskrifter og nyttige tips om selvforsyning. Du er velkommen til at skrive til mig; hver en kommentar er kærkommen, jeg svarer, så hurtigt jeg kan.

Måtte du ønske at blive fast læser af bloggen og modtage Havebloggens indlæg i din mailboks, kan du tilmelde dig HER.

Rigtig hjertelig velkommen i mit haveunivers! Jeg håber, du vil lade dig inspirere, og at du vil få glæde af at følge med.

Tekst og fotos er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Jordbærhøst og valmuer

Opskrifter med jordbærOprettet af Birgitte Hasholt tir, juli 03, 2012 14:56:22

Det er havetid med alt, hvad den kan trække af saft, kraft og skønhed. Ved det nylige skybrud stod drænet i marken og det netop færdiglagte tag på skovløberhuset sin prøve - begge dele kan vinges af som velfungerende! Og således er vi nået ind i smult vande med en dejlig sommermorgen fyldt med solskin. I haven er der godt gang i køkkenhaven, og jeg høster jordbær, mens blomsterne lyser op iblandt alt det spiselige. Jeg kan ikke undvære blomster nogen steder; heller ikke imellem køkkenvæksterne, og valmuerne er skønne som vilde. De dukker op hist og pist; og hvor de ikke står i vejen, får de lov til at blive. Jeg nyder virkelig at se alle de forskellige og overraskende slags blandt andet med blade som krøllet silkepapir.


De solmodne jordbær bæres selvfølgelig ind køkkenet og bliver fx til marmelade. I dag skal du have min nemmeste opskrift. Jordbærmarmeladen smager friskt og fantastisk godt, og den bevarer bærrenes fine farve.


Jordbærmarmelade - den helt enkle opskrift

400 g. jordbær – skyllet og skåret i mindre stykker

200 g. lyst rørsukker

Jordbær og sukker hældes i en stor, bred pande med høje sider, og der skrues godt op for varmen. Lad det hele boble under omrøring. Jordbærrene skal smide saften, og når du kan se, at marmeladen begynder at tykne, tages panden af blusset. Marmeladen skummes og ophældes på et fuldstændig rengjort, skoldet glas skyllet i en sjat spiritus.

Hvornår sætter du låg på dine glas?

Jeg har længe ledt efter det rette råd i mine gamle kogebøger, for jeg vil gerne vide, om det gør en forskel at sætte låg på marmeladeglassene, mens massen endnu er varm - eller om det er bedst at vente, til marmeladen er kølet af. Kan det være hip som hap - måske er der en god grund til at gøre det ene eller det andet? Skriv endelig i kommentaren, hvis du har et bud på mit spørgsmål.

  • Kommentarer(10)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post161