Havebloggen

Havebloggen

BIRGITTE HASHOLT - FORFATTER, FOREDRAGSHOLDER OG HAVESKRIBENT


Havebloggen er tilknyttet websitet BirgitteHasholt.dk. Her kan du følge min økologiske have, mit liv på landet og finde gode madopskrifter og nyttige tips om selvforsyning. Du er velkommen til at skrive til mig; hver en kommentar er kærkommen, jeg svarer, så hurtigt jeg kan.

Måtte du ønske at blive fast læser af bloggen og modtage Havebloggens indlæg i din mailboks, kan du tilmelde dig HER.

Rigtig hjertelig velkommen i mit haveunivers! Jeg håber, du vil lade dig inspirere, og at du vil få glæde af at følge med.

Tekst og fotos er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Foredrag og en travl dag i haven

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt søn, april 03, 2011 23:06:19

Det har været en travl dag i haven i dag. Der er godt gang i mynterne, og jeg er ved at opformere planterne. Helle Strandmark fra Tallerkengalleriet har bestilt nogle til forårssalg i butikken. Hun pakker de sødeste kurve med lidt godt til ganen og en lille potte med mynte. En rigtig god gaveidé til dén, der er glad for sin have. Mynterne findes i et væld af skønne duftnuancer, og jeg har efterhånden samlet rigtig mange. På billedet er det jordbærmynte. Den danner, som alle de andre mynter, et tæt og kraftigt rodnet. Lægges et cirka 15 cm langt rodstykke i en potte med spagnum, viser der sig i løbet af ganske kort tid grønne blade som tegn på, at en ny mynte er på vej.

Midt i havearbejdet var der bud fra folden. Vores dejlige ged Freja havde fået kid. Denne gang kun et, men et stort, kraftigt bukkekid med kønne aftegninger. Jeg skal meget tidligt op i morgen for at se, hvordan det går, for det er Frejas første kid.

En anden ting, jeg har haft travlt med, er at forberede er MIT NYE FOREDRAG `ROSER OG RADISER´. Det handler om at finde haveglæden og give plads til sanselighed. Der vil være en masse idéer til en smuk have i cottagegarden-stil med alt det dejlige, man kan dyrke og tips til, hvordan det lykkes. Har du lyst til at lytte med og se smukke, stemningsfulde havebilleder er det på:

Broby Bibliotek (Fyn) torsdag den 7. april kl. 19.30 med gratis adgang.

FOTO: KIM AHM

  • Kommentarer(4)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post68