Havebloggen

Havebloggen

BIRGITTE HASHOLT - FORFATTER, FOREDRAGSHOLDER OG HAVESKRIBENT


Havebloggen er tilknyttet websitet BirgitteHasholt.dk. Her kan du følge min økologiske have, mit liv på landet og finde gode madopskrifter og nyttige tips om selvforsyning. Du er velkommen til at skrive til mig; hver en kommentar er kærkommen, jeg svarer, så hurtigt jeg kan.

Måtte du ønske at blive fast læser af bloggen og modtage Havebloggens indlæg i din mailboks, kan du tilmelde dig HER.

Rigtig hjertelig velkommen i mit haveunivers! Jeg håber, du vil lade dig inspirere, og at du vil få glæde af at følge med.

Tekst og fotos er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Få spiredygtige frø af dine tomater

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt fre, oktober 19, 2012 15:28:26

Gæssene har travlt med at trække sydover. De er på himlen hver dag over skøvløberhusets tag - mest om morgenen, og lige inden solen går ned. Selvom det pludselig er blevet lunt, lader vildgæssene sig ikke forvirre. De vil derhen, hvor der er varmt, og foran dem kan ligge tusinde kilometers flyvning i et stræk. Når gæssene er på vej i den karakteristiske kile om efteråret, kommer jeg altid til at tænke på drengen, der sammen med sine forældre boede i et hvidkalket bindingsværkshus i Skåne. På ryggen af gårdens Morten gås tager Niels Holgersen i skikkelse af en lille nisse og vel ikke større end en tommeltot på en lang og begivenhedsrig rejse gennem Sverige sammen med vildgæssene. Lige inden afrejsen på ryggen af den tamme gase, opdager Niels, at han kan forstå dyrenes sprog. Blandt de første, han hører tale, er hønsene, og han synes, deres snak er utålelig.


I min have glider arbejdet lettere i det gode vejr, og omkring mine fødder klukker hønsene, så jeg ikke er i tvivl om, at de er tilfredse. Drivhuset er stadig proppet med planter. Chilierne rækker mod nye højder, men med tomaterne går det ned ad bakke. I naturen ville de dratte til jorden og gå i forrådnelse for derefter at være klar til at spire. Her skal planterne ud, men processen med opløsning kan bruges, hvis vi lige når at snuppe et par af de fuldmodne frugter. I samme ombæring svarer jeg på et spørgsmål, som blev stillet på kommentaren til det foregående indlæg: Hvordan tager man bedst frø at sine tomater?

SPIREDYGTIGE TOMATFRØ


Først og fremmest gælder det om at bruge tomater, som ikke er hybrider. Med hybriderne bliver resultatet helt uforudsigeligt. Metoden gælder de stabile sorter, og man vælger de bedste, fuldmodne tomater med sortens typiske træk. Gør dem klar ved at skylle og tørre dem af.

Skær derefter et kryds i tomaten i den modsatte ende af stilkenden og klem saft, gelé og kerner ud i en lille skål eller kop. Klem gerne indmaden ud af flere tomater af samme sort og lad ”tomatsuppen” stå indtil overfladen er dækket af mug. Processen, hvor tomatfrøene gærer, kaldes fermentering. Metoden giver et godt resultat med mange spiredygtige frø samtidig med, at man undgår en del af de frøborne sygdomme. Pas på, at massen ikke står for længe, så begynder frøene at spire.

Når "tomatsuppens" overflade er dækket af mug, hældes hele herligheden i en sigte, og tomatfrøene spules og vaskes rene. Læg derefter frøene til tørre i nogle dage på et kaffefilter i almindelig stuetemperatur. Frøene skal ligge godt spredt ud – vend dem et par gange, så de ikke klistrer fast.

Opbevar frøhøsten forsvarligt for at bevare spireevnen. Frøene skal være tørre, inden de pakkes væk. Lufttæt opbevaring er bedst, da en vis vandmængde i frøet skal bevares, uden at frøet optager yderligere vand fra luftens fugtighed. Det er en grundregel, at frø skal opbevares tørt, mørkt og køligt. Tomatfrø kan ved korrekt opbevaring holde sig spiredygtige i mindst 4 år.

FOTO AF TOMATER: KIM AHM

  • Kommentarer(8)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post168

Syltetid - grønne tomater

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt fre, oktober 12, 2012 11:52:55

Vidunderligt efterårslys blev siet gennem trætoppene denne formiddag, og et flimrende bladdrys daler stille. Frosten lagde sig let på nogle strå tæt ved jorden i nat, men ellers har kulden ikke bidt mærke, og enkelte roser blomstrer endnu.

Remonterende rose `Ghislaine de Feligonde´.


Det er syltetid, og der er godt gang i den del af aktiviteterne - høst og konservering. Noget skal på glas som sødt eller surt, andet skal tørres. Tomaterne har indtil videre fået lov til at hænge. De modner om end meget langsomt nu, og jeg er klar over, at mange forbliver grønne. Årshjulet drejer mod sent efterår, men oktober er en nyttemåned til udnyttelse af det sidste. I gamle dage plukkede man omhyggeligt tomaterne, inden de blev røde. Røde bær kunne være giftige, og det sikreste var at fortære tomaterne i tide, mens frugten endnu var grøn. I dag diskuteres det, om tomaterne overhovedet bør nydes, før de er modne. Men i Danmark er der ingen advarsler; selvom giftstoffet alfa-tomatin findes i de umodne, grønne tomater, regnes det ikke for særlig problematisk. For nylig strikkede jeg en opskrift på syltede, grønne tomater sammen til min faste, ugentlige haveklumme i magasinet Base, som udkommer med Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis. Brugt blev den lille, italienske dadeltomat af sorten`Piccolo Dattero´ – en superproduktiv miniblommetomat.

Har du stadig tomater i din have? Måske har du mod på at prøve opskriften med de syltede grønne? Det kan også være, at du har lyst til at dele, hvilke tomater du har succes med at dyrke? Her kan jeg afsløre, at `Red Cherry´ fremkommet af økologiske frø har vist sig rigtig god til fortsat at modne i det kølige efterårsvejr her i min have - i drivhuset.

Miniblommetomat `Piccolo Dattero´ på glas.


SYLTEDE GRØNNE TOMATER

200 g. små, grønne, umodne tomater

2 dl. klar lagereddike

2 dl. vand

200 g. lyst rørsukker

2 flækkede vaniljestænger

Tomaterne skylles, tørres af og prikkes med en gaffel. Vand og eddike blandes og koges op i en gryde. De små, grønne tomater tilsættes og koges i cirka 6 minutter. Tomaterne tages op, og lagen blandes med sukker, tilsættes de flækkede vaniljestænger og koges op igen. Når lagen koger, og sukkeret er smeltet, tages gryden af blusset, og tomaterne lægges i lagen og henstår natten over. Næste dag tages tomaterne op af lagen og lægges i et skoldet glas, som er skyllet i spiritus. Lagen koges op en sidste gang og hældes over tomaterne, til de er dækket. Når de syltede tomater er kølet af, lukkes glasset tæt til. De syltede, grønne tomater kan ledsage fx efterårets simreretter, krydret pølse eller godt brød og ost.

På vej mod weekend og en ferie sendes de bedste efterårshilsner!

Kh Birgitte

FOTO AF SYLTEDE, GRØNNE TOMATER: PETER LETH LARSEN

  • Kommentarer(7)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post167

Ægs-faktor og brombær

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt tor, september 27, 2012 22:05:43

Som sagt er hønsene virkelig velrugende i år - af gud ved hvilken grund?! Vejret har ikke været fremragende, det er pludselig blevet efterår, og redehalmen er, så vidt jeg ved, ikke spor bedre, end den plejer at være. Sågar maden er den samme. Jeg har før været inde på, at ikke alle høns har urinstinkterne i behold. Langt de fleste lægger sig ikke tilrette på reden. De stryger ind og slipper det daglige æg for hurtigst muligt at gå videre i dagens program for høns. Der sker nemlig det, at hønsene holder op med at lægge æg i den periode, hvor de er fastnaglet til reden med en portion kommende kyllinger under sig - og det er der ingen profit i. Industrihøns skal lægge mange æg, fritidsfjerkræavlerens kone i køkkenet og vejsalget skal forsynes, og klækningen af kyllinger skal gå planmæssigt. Derfor er rugemaskiner populære, og derfor har hønsene glemt, hvordan de ruger kyllinger ud. Men måske ligger hemmeligheden gemt i, at industrialiseringen ikke er nået til de blå æg. Mine araucanahøns, der leverer de fineste, blåskallede æg, har i hvert fald instinkterne i behold, og de andre, mere almindelige hønseracer i hønsegården, som kunne være ramt af forglemmelse, bliver mindet om, hvordan man gør – for rugelyst smitter.


Er æggene blå, er alt mulig andet grønt. Haven er frodig som en urskov på den dybe, fortættede måde, man kun ser efter en hel sæsons tilvækst. Som jade og oliven med en jordbunden tone, der er så smuk. I fredags kom en af havens faste fotografer forbi, og det var vildt at se billederne eksplodere i et spænd af intense farver, som faktisk kun blev forstærket af, at det var regnvejr.


I morgen skal jeg en tur i hegnet. Der har ikke været tid til det længe. Vi har sat en blandet bræmme i markkanten, og jeg vil se, hvordan de forskellige vækster tager sig ud. Jeg er spændt på, om et par pæretræer plantet derude klarer sig. Måske bliver der også tid til at plukke brombær. De gror langs markvejen og er store og søde i år. I gamle dage mente man, at Fanden trampede på brombærrene på mikkelsdag, og derfor skulle de plukkes inden den 29. september.

  • Kommentarer(4)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post166

Optimisterne

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt tir, september 25, 2012 21:35:32

For et øjeblik siden gik jeg igennem bryggerset, katten lå og lunede sig på mine sko. Herinde er der ild i brændeovnen, og en stueflue summer. Fluen får ikke lov til at leve længe, men flammerne bag mig holder jeg ved lige, for de gør godt, når regnen rammer ruden. Det er blevet efterår, og i går aftes kom min mand ind fra runden ved dyrene med ordene: "Det er uvejr".

Når blæsten slider på denne årstid, hvirvler bladene af træerne; bor man i skovbrynet, bliver løvfaldet til en del. Terrassen har fået et drys – ret kønt, så jeg lader det ligge. Får vi tørvejr, kan det være, jeg tager kosten frem. Den er med birkeris - rødmalet, helt i træ og god at feje med. Hverdagstingene er af betydning.

Hønsene går i modsætning til os andre tidligt i seng. De er, når jeg tænker over det, også altid friske. Det er som om rytme er kodeordet for dem. Men lidt er alligevel kikset. Deres fornemmelse for efterår er som forduftet med sommersolen. De vil slet ikke indse, at det er ved at være slut. Det tredje hold kyllinger, som jeg ikke lod dem få, ligger de troligt og lader som om, de ruger på. Når jeg kommer for at hente æg, flytter de sig ikke en tomme. Med hovedet på skrå skæver de bebrejdende, som om de foragter, at jeg så egenhændigt bestemmer over livet i haven. Jeg tager trods alt hatten af for deres ihærdighed, giver dem førertrøjen på som havens absolutte optimister, plukker grønt til dem og håber, at de gemmer lidt gejst til foråret.

Som I nok kan fornemme, er alt stille. Et par dages helle med rum til fordybelse er opnået med tid til mere indadvendt aktivitet. Rammer man dén frekvens, er der ro til at nå ud i alle verdenshjørner af det, der er vigtigt, og måske komme helt ind til kernen.

Gulfrugtet røn i regnvejr sidst i september.

  • Kommentarer(2)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post165

Stemningsfuld havedag på søndag

Kurser og arrangementerOprettet af Birgitte Hasholt ons, september 05, 2012 00:23:06


September er ganske enkelt en fantastisk måned. På søndag bliver det forhåbentlig en skøn sensommerdag med stille vejr, høj sol og knaldblå himmel. Helle Nørby, Janne Fuglsang, Helle Rask, Marlene Muxoll og jeg holder nemlig STEMNINGSFULD HAVEDAG her på matriklen, og du kan være med. Havebogsforfattere og udstillere med planter og lækre ting til haven stiller op, og har du lyst til at lytte - har vi syv spændende foredrag på PROGRAMMET, som præsenteres her:

10.30 Praktisk Økologi: Den økologiske have.

11.00 Forfatter Birgitte Husted Bendtsen: Storkenæb i haven – hvilke typer hvor.

11.30 Staudefeen/Marlene Muxoll: Hvordan laver du et nyt staudebed (for nybegynderen)

12.30 Forfatter Birgitte Hasholt: Haven, drivhuset og høns og geder til husbehov.

13.15 Havearkitekt Janne Fuglsang og kunstner Helle Nørby: Sammenhæng i haven.

14.30 Forfatter Jens Juhl: Kompost i stedet for CO-tung kunstgødning og, hvordan man klarer sig uden pesticider

15.00 Psykolog Anne Dorthe Hasholt: Mindfulness i haven inklusiv en kort øvelse.

HAVEN ER ÅBEN SØNDAG D. 9. SEPTEMBER FRA KL. 10.00-17.00

Sted: Hundstrupvej 36, Krarup 5750 Ringe

Parkering ved Søfælde Savværk

Entré 15 kr. børn gratis adgang

Se yderligere beskrivelse af Havedagen under NYHEDER

  • Kommentarer(2)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post164

Hund og have

Kurser og arrangementerOprettet af Birgitte Hasholt man, august 27, 2012 23:06:53

Tasterne slides, artikler får liv og når tiden ikke bruges til haveskriblerier, må der luges og tænkes tanker. Sidst, men ikke mindst er et arrangement under opsejling. Men tid til blog? Det kniber.

Jeg nyder ellers at skrive herinde og bliver særlig glad, når jeg også hører fra jer. Og jeg skal svare. Det er min helt klare målsætning at være god til respons, når nogen gerne vil høre om haven, stille spørgsmål eller vide noget om gederne, hønsene eller min hund! Sidstnævnte er lidt et hit her på nettet, og derfor ryger der ind imellem en anden type spørgsmål end dem om haven ind i min mailbox. Nu bliver svaret på hundespørgsmålene til et blogindlæg, for så kan flere få glæde af uddybningen på samme tid. Tænker du, at du ikke gider at læse om hunde, så hæng på alligevel. Jeg skal gøre det nogenlunde kort og selvfølgelig puttes en dosis have ind i dette blogindlæg til sidst, så det hele rundes af på sædvanlig vis.

Men først til hunden. Tweed ligger som et gammelt blogindlæg fra dengang Havebloggen udkom i en anden form end her. Vi fik en lille uldtot på 8 uger indenfor døren, jeg knuselskede ham, og resten af famlien havde det på samme måde. Det måtte ud på Havebloggen, og netop dét indlæg bliver stadig læst – tit og mange gange, og det afstedkommer spørgsmål. Man vil gerne vide lidt om racen, og så vil nogen gerne vide, hvor Tweed kommer fra.


Først og fremmest er Tweed en trøffelhund – nu to et halvt år gammel. Lagotto Romagnolo bliver brugt til at snuse trøfler op af jorden med og er kendt for det i Italien. Grundigt trænet og med en fantastisk lugtesans er racen rigtig god til arbejdet med at spore trøfler. Trøffelhunden er der ud over kærlig, aktiv og klog. Man behøver ikke at vise en trøffelhund en ny kommando mange gange, den fanger lynhurtigt pointen. At den har en vældig energi – det har vores i hvert fald, giver lidt udfordringer ind imellem. Især, når der kommer gæster, er Tweed monster meget på dupperne. Det bliver bedre med alderen, kan jeg se, men vi er stadig i orkanens øje med opdragelsen på det punkt. Ellers er der ingen tvivl om, at trøffelhunden elsker sin familie, er hengiven og trofast og har vundet vores hjerter fuldstændig. Pernille er den sidste, der har spurgt – du vil gerne vide, hvor vi købte Tweed, linket kommer her: Lagotto Yduns Blue

Og så til haven! Jeg er vild med haven på denne årstid. Vi høster en masse, og vi behøver ikke at planlægge måltiderne nøje - der hentes bare ind fra haven og laves skønne retter af de dugfriske råvarer, som bede og drivhus er pakket med for tiden. Hønsene lægger mange æg, gederne giver mælk, og indkøbssedlen er slunken. Men det er ikke mad det hele. Haven er også rigtig skøn at se på. Især georginerne giver den gas – fantastiske farver, spændende former og nye blomster i lind strøm er plantens store fortrin. Billedet af `Blue Bell´skød jeg for et par dage siden.


Skulle du holde af dejlige fotos fra haven og små updates om den og om livet på landet, så sker der også noget på Facebook. Her synes jeg, det er super nemt at være flittig, og du er hjertelig velkommen til at finde min profil.

DET STORE ARRANGEMENT.

Sammen med Marlene Muxoll/Staudefeen, Havearkitekt Janne Fuglsang, Kunstner Helle Nørby og Havegalleriejer Helle Rask holder jeg HAVEDAG d. 9. september fra klokken 10.00-17.00 i min have. Du kan læse mere under NYHEDER, og vi opdaterer på både vores hjemmesider, blogs og på Facebook. Vi håber, at der kommer ligeså mange, glade havefolk som sidste år. Det var en helt fantastisk, smuk og hyggelig dag, som vi glæder os til at gentage. Vel mødt – vi håber at se dig!

  • Kommentarer(7)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post163

Hvad vil du allerhelst?

HavebloggenOprettet af Birgitte Hasholt søn, juli 29, 2012 01:23:38

Man kan blive helt afhængig af at have fri! Ikke, at jeg lige nu bekender mig til at lave ingenting. For det kan jeg ikke. Der er en masse, der skal gøres. Mit liv er baseret på en vis grad af frihed, men med mange indbyggede arbejdsopgaver, som følger mig stort set hver dag året rundt. Men der er trods alt forskel på, hvor mange bolde der flyver rundt i luften på én gang, og lige nu er det ferie, hvilket betyder, at alle bolde ret bekvemt bliver grebet. Skulle én falde til jorden, gør det ikke så meget; jeg kan samle den op og spille videre senere - der er med andre ord luft i programmet!

Den ekstra tid bliver blandt andet brugt til at tænke. Og til at lade være med at tænke. Det sidste er næsten det bedste. Men en tankerække har faktisk fulgt mig lidt de seneste dage, fordi jeg blev positivt overrasket over, at en tv-udsendelse pludselig tegnede sig anderledes væsentlig, end jeg havde forventet. Det hele handlede om at at leve Slow – slow living…

Jeg håndmalker mine geder, der findes kun dén mælk i køleskabet nu og de kommende mange måneder. Maden bliver hentet i køkkenhaven, og vi satser hårdt på høj kvalitet, hensyntagen til naturen og dyrevelfærd - fordi det er vigtigt. Vi lever, som man definerer slow, men har rigtig travlt, og det var præcis den skarpsindige konklusion i udsendelsen, som gjorde, at jeg synes, den landede jordnært på benene. Det tager tid at leve langsomt. Man redder sig altså ikke en tilværelse, hvor man læner sig tilbage og lader al stress fare, men man får en tilværelse, som er i overensstemmelse med dét, man allerhelst vil. Jeg ved det hver dag, men føler det endnu mere nu, hvor tiden hælder lidt til plussiden, og der er rum til at mærke efter.

Rigtig god sommersøndag! Jeg håber på godt vejr, så jeg kan tørre løg i solen.

Birgitte

FOTO: KIM AHM

  • Kommentarer(7)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post162

Jordbærhøst og valmuer

Opskrifter med jordbærOprettet af Birgitte Hasholt tir, juli 03, 2012 14:56:22

Det er havetid med alt, hvad den kan trække af saft, kraft og skønhed. Ved det nylige skybrud stod drænet i marken og det netop færdiglagte tag på skovløberhuset sin prøve - begge dele kan vinges af som velfungerende! Og således er vi nået ind i smult vande med en dejlig sommermorgen fyldt med solskin. I haven er der godt gang i køkkenhaven, og jeg høster jordbær, mens blomsterne lyser op iblandt alt det spiselige. Jeg kan ikke undvære blomster nogen steder; heller ikke imellem køkkenvæksterne, og valmuerne er skønne som vilde. De dukker op hist og pist; og hvor de ikke står i vejen, får de lov til at blive. Jeg nyder virkelig at se alle de forskellige og overraskende slags blandt andet med blade som krøllet silkepapir.


De solmodne jordbær bæres selvfølgelig ind køkkenet og bliver fx til marmelade. I dag skal du have min nemmeste opskrift. Jordbærmarmeladen smager friskt og fantastisk godt, og den bevarer bærrenes fine farve.


Jordbærmarmelade - den helt enkle opskrift

400 g. jordbær – skyllet og skåret i mindre stykker

200 g. lyst rørsukker

Jordbær og sukker hældes i en stor, bred pande med høje sider, og der skrues godt op for varmen. Lad det hele boble under omrøring. Jordbærrene skal smide saften, og når du kan se, at marmeladen begynder at tykne, tages panden af blusset. Marmeladen skummes og ophældes på et fuldstændig rengjort, skoldet glas skyllet i en sjat spiritus.

Hvornår sætter du låg på dine glas?

Jeg har længe ledt efter det rette råd i mine gamle kogebøger, for jeg vil gerne vide, om det gør en forskel at sætte låg på marmeladeglassene, mens massen endnu er varm - eller om det er bedst at vente, til marmeladen er kølet af. Kan det være hip som hap - måske er der en god grund til at gøre det ene eller det andet? Skriv endelig i kommentaren, hvis du har et bud på mit spørgsmål.

  • Kommentarer(10)//havebloggen.birgittehasholt.dk/#post161
« ForrigeNæste »