Havebloggen

Havebloggen

BIRGITTE HASHOLT - FORFATTER, FOREDRAGSHOLDER OG HAVESKRIBENT


Havebloggen er tilknyttet websitet BirgitteHasholt.dk. Her kan du følge min økologiske have, mit liv på landet og finde gode madopskrifter og nyttige tips om selvforsyning. Du er velkommen til at skrive til mig; hver en kommentar er kærkommen, jeg svarer, så hurtigt jeg kan.

Måtte du ønske at blive fast læser af bloggen og modtage Havebloggens indlæg i din mailboks, kan du tilmelde dig HER.

Rigtig hjertelig velkommen i mit haveunivers! Jeg håber, du vil lade dig inspirere, og at du vil få glæde af at følge med.

Tekst og fotos er ophavsretlig beskyttet og må kun benyttes efter nærmere aftale.

Efterårsinspiration og min have i HAVEN

Opskrifter med æblerOprettet af Birgitte Hasholt lør, november 10, 2012 12:55:22

Formiddagen er gået med finpudsning af en artikel med deadline på mandag. Derudover skal et par af de lyse timer i eftermiddag tilbringes i haven. Jeg har et par projekter, som absolut må bringes i vinkel; blandt andet skal de sidste hvidløgsfed i jorden. Fokus er ellers rettet skarpt mod alt det, jeg gerne vil gemme. Æblerne for eksempel - og i sidste indlæg lovede jeg jer at vende tilbage til dem. Tiden er kommet, og weekenden er stadig ung, så har du æbler på lager, kan du nå at give dig i kast med min seneste opskrift på ÆBLESMØR fra min haveklumme i BASE - magasintillægget til Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende. Æblesmør er en krydret marmelade, som passer utrolig godt til det sene efterår - og til jul for den sags skyld. Jeg bruger æblesmør på en skive godt, hjemmebagt brød eller i kager.


ÆBLESMØR MED CIDER

1 kg. istandgjorte æbler af en aromatisk slags

4 dl. æblecider

200 g. sukker

4 stk. tørrede nelliker stødt helt fint i en morter

1/4 tsk. kanel

Gør æblerne i stand ved at skrælle dem og fjerne kernehuset - der skal ende med at være 1 kg., når æblerne er ordnet. Skær æblerne i mindre stykker. Hæld æblestykkerne i en gryde og tilsæt cider. Kog æblerne til mos og purér dem igennem en sigte. Bland puréen med sukker og krydderier og lad æblemassen simre og boble under omrøring i cirka 15 minutter til æblemassen begynder at tykne. Tag gryden af blusset og hæld æblesmøret på skoldede glas, som er skyllet i spiritus. Når æblesmøret er kølet af, skrues lågene på glassene.

For nylig skulle der serveres lidt ekstra lækkert til eftermiddagsteen. Det skulle foregå i en håndevending, og en gammel opskrift kom på bordet. Opskriften på de lækre butterdejspakker, som kaldes ÆBLEFISK, får du tillige, for til dem kan du bruge æblesmør.


ÆBLEFISK

En pakke butterdej

Æblesmør

1 sammenpisket æg

Lidt lyst rørsukker

Lad butterdejen tø op, rul hver plade tyndt ud og del den i to. Læg en spsk. æblesmør i midten og fold butterdejen til en pakke, som trykkes sammen i kanterne med en gaffel. Butterdejspakkerne lægges på en bageplade beklædt med bagepapir, hvorefter de pensles med æg, drysses med rørsukker og bages gyldne i ovnen ved 175 grader. Æblefisk serveres lune eller lige, når de er kølet af.

Og så håber jeg selvfølgelig, at du holder HAVEN! Jeg har før været med på holdet af skribenter, der skal berige magasinet med inspirerende og lærerige artikler af høj kvalitet – og nu er jeg med igen. Min første artikel handler om min egen efterårshave, og den kan du se i novembernummeret, som ramte postkassen i denne uge.


Artiklen er spækket med stemningsfulde fotos, og jeg må sige, at jeg blev glad, da jeg slog op på det endelige resultat . Jeg håber også, at du kan lide både min og de andre rigtig gode artikler, og skulle du sidde uden HAVEN, men med ønsket om at magasinet også kom hjem til dig, kan du besøge Haveselskabets hjemmeside her.


Fortsat rigtig god weekend - jeg må ud i det dejlige efterårsvejr!

Birgitte

  • Kommentarer(12)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Birgitte Hasholt man, november 12, 2012 23:03:59

Kære Katinka, tusind tak for din kommentar :-) Det er rigtig dejligt, at du har glæde af magasinet Haven. Jeg har selv mange gange siddet midt imellem børn og alle de andre gøremål - og drømt!

Kh Birgitte

Oprettet af Birgitte Hasholt man, november 12, 2012 22:56:48

Kære Helga, det glæder mig. Det er skønt med tilfredse læsere! Super idé at sætte ud til vejen til fri afhentning, når du har så mange, dejlige æbler - det må da give de forbipasserende en god dag. Håber, du fik lavet en portion velsmagende æblesmør - ja, det er godt på et stykke ristet brød :-)

Kh Birgitte

Oprettet af Birgitte Hasholt man, november 12, 2012 22:47:37

Kære Helle, du følger med på flere fronter - det er skønt! Jeg kan sagtens følge din historie om nedfaldsæblerne - lidt ligesom med brød, man skal da unde sig selv at nå at nyde det friskbagt.

Kh Birgitte

Oprettet af Birgitte Hasholt man, november 12, 2012 22:39:42

Kære Marlene - herligt, at du vil kaste dig over opskriften. Ja, det var godt, at jeg endelig kunne følge med ;-) Det var underligt efter så mange års punktlighed! Rigtig dejligt, at du synes om artiklen, du ved, at det glæder mig.

Kh Birgitte

Oprettet af Birgitte Hasholt man, november 12, 2012 22:35:02

Kære Jette - Fru Friis ;-) Jo, du har da været her :-) Hvor fint, at du lige fornemmede et "gensyn", da du slog op på artiklen. Haven er et skønt magasin, og jeg vil heller ikke undvære det. Som du siger, kan man gemme, blive ved med at lade sig inspirere og hente nye drømme til sin have.

Kh Birgitte

Oprettet af Birgitte Hasholt man, november 12, 2012 22:21:39

Kære Rose, tusind tak for din kommentar! Hvor er det dejligt, at du følger med - det glæder mig meget.

Kh Birgitte

Oprettet af Plantebegejstring søn, november 11, 2012 09:10:49

Skønne efterårsopskrifter til at banke efterårshumøret i vejret med - måske en skive brød med æblesmør mens HAVEN endnu engang gennemlæses (for dét blad kan ikke undværes) kunne gøre min søndag vidunderlig?

Drømmescenarie måske, men dem skal der også være plads til mellem haveprojekter og skønne unger!

Mange hilsner og god søndag fra

Katinka

Oprettet af idehaven lør, november 10, 2012 20:56:44

Hej Birgitte.

Jeg kan kun istemme mig koret af glade læsere. Det er en dejlig artikel fra din have og dejligt at du er med som skribent der igen.

Jeg har "svømmet" i æbler og gør det fortsat. Igår satte jeg en kasse med flere poser æbler og det store skilt, hvor der stod: "gratis æbler".

Og det varede aldrig før de var væk og forhåbentlig glæder nogle her i weekenden.

Æblesmør vil jeg lave imorgen. Det er så godt på et stykke ristet toast.

God weekend.

Helga

Oprettet af Helle Rask lør, november 10, 2012 13:54:22

Dejlig artikel du har i Haven og tak for opskriften på æblesmør. Når jeg hører ordet nedfaldsæbler, kommer jeg altid til at tænke på min morfar - han havde en lille æblelund på ca. 800 m2 og til trods for at der var æbler nok, skulle man altid spise de dårlige først - hvilket resulterede i at man altid fik æbler med pletter og aldrig kunne sætte tænderne i et smukt fejlfrit æble, for inden man nåede ned i bunken, var de alle med pletter!

Kh Helle

Oprettet af Staudefeen lør, november 10, 2012 13:50:44

Jamen, jamen, jamen.... Lige en opskrift for mig - tak, Birgitte! Den vil jeg prøve i næste uge :-)

Dejligt at høre, at du også selv nu har fået HAVEN efter over en uges forsinkelse!!! Og ja, din artikel med både tekst og fotos er så god og smuk :-)

God weekend.

Kh. Marlene

Oprettet af Fru Friis lør, november 10, 2012 13:23:52

Jo-jo... det er skam læst og nydt. Da jeg slog op på siden, fik jeg den der fornemmelse "her-har-jeg-vist-været-agtig".... og så kom det til mig.... sensommermardedet med de skønne havequinder!!

"Haven" kan jeg ikke forestille mig at undvære, det hives frem igen og igen og nyt viser sig hver gang jeg finder et eksemplar frem.

Fortsat god week-end til dig :o)

Oprettet af Rose lør, november 10, 2012 13:06:15

Fantastisk smuk forside på Haven. Jeg er glad for at have fundet din blog, du har mange rigtig gode indlæg. Dit indlæg i Haven må jag have til gode.

Rose